Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart

 Man kan godt ind imellem under plenar-sessionerne føle, at der er lidt “langt mellem snapsene“. Der er en utrolig optagethed af detaljer i papirer og resolutioner (og sandt at sige er vore nordiske søster-kirker de værste i så henseende), mens der er mindre opmærksomhed på den bagvedliggende teologi.

Jeg er ikke overrasket over, at det er en meget handlingsorienteret kristendom, der kommer til orde her. Men når man for eksempel ud i alle detaljer beskæftiger sig med kvoter overalt i organisationen, ja, så bliver det jo organisationen, der kommer til at stå i centrum. Det er selvfølgelig vigtigt, at de unge sikres en mulighed for at komme til orde, men det ville være nok så interessant at vide, hvad de vil bruge deres vedtægtssikrede platform til.

Der bruges flere kræfter på symbolpolitik end på overordnet at få formuleret, hvad det i grunden vil sige at være luthersk i 2010.

Men så er der alligevel indimellem virkelige højdepunkter, bl.a. i nogle af gudstjenesterne – eller eksempelvis glæden hos de indiske lutheranere over, at forsamlingen i går (den 26. juli) fik formuleret en klar solidaritet med de 250 millioner undertrykte kasteløse i Indien. Det kan godt være, at det mere er tiden end Det lutherske Verdensforbund, der kommer til at bedre deres forhold. Men der er forståeligt nok et ønske om at blive og være set. (Og det er jo en grundlæggende begrundelse for det økumeniske arbejde: at man har blik for hinanden – at de små, oversete og måske endda forfulgte kirker her får mulighed for at blive set og opleve sig inkluderede.)

Et højdepunkt i går var også den nye generalsekretær, Martin Junges præsentationstale. Selvfølgelig var den præget af, at Det lutherske Verdensforbund aktuelt rummer ganske betydelige spændinger, endda modsætninger, og dem prøvede han at „tale ned“ – hvad jeg ikke er sikker på altid er det klogeste. Men der var klare teologiske pointer.

Kontekstualisering har været et hovedbegreb i det økumeniske arbejde, dette at kirkerne skal have lov at udvikle sig på deres egne lokale kulturelle og folkelige forudsætninger, hvorfor forskelligheder ikke skal ses som et problem, men snarere som en rigdom. Men Junge indførte nu begrebet „transkontekstualisering“ – som et udtryk for, at vi ikke bare kan feje den teologiske drøftelse til side med henvisning til kirkernes forskellige kulturelle baggrunde og kontekster. Vi må stille spørgsmål, udfordre hinanden og først og fremmest lære og lade os inspirere på tværs af vores forskelligheder.

Der er en tilbagevendende formel på mødet til håndtering af de dybe uenigheder i LWF. “We are not a community of opinions, but a communion of faith” – vi er ikke (og behøver ikke at være) et meningsfællesskab, vi er et fællesskab om en tro.

Hertil kunne man spørge: er den evangelisk-lutherske tro da ikke en række meninger, en teologi? Selvfølgelig rummer den en sammenhæng af synspunkter, og teologien er i mine øjne utroligt vigtig. Men den er øjensynlig også noget andet og mere – og det har vi godt af at blive mindet om, også i en dansk sammenhæng, hvor de forskellige kirkelige grupperinger i den grad har udviklet sig til fast afgrænsede meningsfællesskaber. Luthersk forstået er troen en gave, troen er skænket tillid, troen er afhængighed af Gud og afhængighed af hinanden. Det er afgørende at fremhæve op imod den for handlingsorienterede kristendom. Men det er måske også det vigtigste at sige op imod splittelse og uenighed: vi er alle sammen afhængige af Gud, og vi er afhængige af hinanden.

Man kan sætte sig ind i, at nogle af de unge kirker har fået nok af deres afhængighed af de gamle kirker og nu føler sig stærke nok til at udfordre fællesskabet. Men tænk om der oven over vore uenigheder kunne være en forståelse af, at vi simpelthen ikke kan undvære hinanden. At det er livsnødvendigt for begge parter at forblive i samtale.

Af Niels Henrik Arendt

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart

Det er sagt om danske menighedsrådsvalg, at de er kedelige, fordi der oftest kun er én liste opstillet og derfor intet reelt valg. Her i Stuttgart havde vi på samme måde et kedeligt valg – men der var alligevel noget ved det, som gav et sug i maven. Det handlede om valget af ny præsident for Det lutherske Verdensforbund (LVF).

Den eneste opstillede kandidat var den lutherske Biskop over Jordan og Det Hellige Land – ja sådan kaldes det – Younan. Der skal nemlig ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan hans nye stilling som leder af en organisation, der repræsenter 70 mio. lutheranere, kan påvirke beslutningstagere og meningsdannere i den godt 60 år gamle konflikt omkring Israel. Jeg forestiller mig ikke, at han som talsmand for de lutherske kirker vil eller kan tage parti for en eller en anden bestemt løsningsmodel. Det, han får mulighed for, er fortsat at fastholde alle parter i konflikten på, at den nuværende situation er uholdbar og uværdig for alle, så at ingen – hverken parterne eller verdenssamfundet – bliver lullet ind i den forestilling, at Palæstinas nuværende situation ikke kan forbedres. Til den opgave står LVF nu stærkere end andre store religiøse samfund – netop på grund af Younans personlige forhold og kendskab til konflikten.

Det er ikke første gang, at en LVF-leder har baggrund i en af verdens konfliktzoner, for den afgående generalsekretær, Ishmael Noko, har med rødder i Zimbabwe, et personligt og engageret forhold til først bekæmpelsen af apartheidregimet i Sydafrika og senere mod hans fødelands eget diktatur.

Generalforsamlingen har vist, at LVFs ledere ikke blot er de store vestlige kirkers biskopper, men at forsamlingen også i valget til præsidentposten forsøger at påvirke verden der, hvor der er mest brug for det.

Af Asbjørn Hyldgård

D. 22. juli 2010 tog Det Lutherske Verdensforbund (LVF) et nyt og hidtil uset økumenisk skridt. På vegne af dets 70 millioner medlemmer bad LVF om tilgivelse – fra Gud og fra dagens mennonitter – for de forfølgelser, som lutheranerne tilføjede de såkaldte gendøbere på reformationstiden. Det skete på LVFs generalforsamling i Stuttgart, i den samme by der i 1945 dannede rammen for de tyske kirkers Stuttgarter Shuldbekenntnis, hvori kirkerne vedgik sig deres medansvar for Det tredje Riges uhyrligheder.

Kan man få tilgivelse for noget, man ikke har gjort?

Men er der ikke her en principiel forskel mellem ting, der foregik i Anden Verdenskrig og på reformationstiden. Jo, der er afstanden i tid til forskel, og dertil naturligvis omfanget af misgerning. Men den helt principielle forskel er nok den, at de tyske kristne havde et umiddelbart medansvar for nazismen – mange var partimedlemmer og var på andre måder involveret. Men hvad har den lutherske kirke i Danmark eller Madagaskar at gøre med det faktum, som nu er kommet frem, nemlig at både Luther og Melanchthon opildnede myndighederne til at forfølge, straffe og henrette gendøberne, uanset at hovedparten var principielle pacifister?

Forskellen er, at man i retlig forstand kun er ansvarlig for handlinger, man selv har begået. Moralsk ansvarlighed har man imidlertid for det fællesskab, som man er en del af. Tænk fx på en busrejse med skolen – her er både lærere og elever moralsk ansvarlige for hinandens handlinger, uanset at de ikke er det i lovens forstand. Det drejer sig ikke om graden af skyldfølelse, men om at tage ansvar for de skader, der rent faktisk er påført andre. Skyld har man, fordi man skader.

Kan man også tale om ansvar i en mere udvidet forstand? Tankegangen bag LVFs ønsket om bede mennonitterne om tilgivelse er, at også de lutherske kirker udgør et fællesskab, hvori den enkelte kirke og det enkelte medlem af kirken er ansvarlig for mere end sig selv. Kirken er et åndeligt fællesskab. De lutherske kirker er således en del ”de helliges samfund” (communio sanctorum), som det hedder i Trosbekendelsen. Således har også den romersk-katolske kirke et ansvar at varetage i forbindelse med præsters misbrug af mindreårige, også selvom misbrugene falder ind under lovens forældelsesfrist eller skyldes præster, der for længe siden er gået på pension, eller endda er afdøde.

På tilsvarende måde hæfter også de lutherske kirker for de uretfærdigheder, der er begået imod uskyldige – i den lutherske kirkes navn. De historiske studier, som LVFs Strasbourg Institut de sidste fem år har gennemført sammen med mennonitterne har således til mages forskrækkelse vist, at lutheranere – inklusive Luther og Melanchthon – direkte eller indirekte har ansvar for henrettelsen af omkring 100 af de omkring 2500 gendøbere eller ”anabaptister”, der blev tortureret og dræbt på grund af blasfemi (en an klage der på den tid udløste dødsstraf).

Men var gendøberne ikke selv voldelige?

Jamen var gendøberne ikke blandt bondeoprørere, ledet af Thomas Müntzer? Jo, det er rigtigt nok. Og kunne Luther ikke have ret i at bede myndighederne om at ”slå de hunde ned”, når nu de påbegyndte en borgerkrig med en voldsom blodsudgydelse til følge. Jo, måske, og sådan har vi også lært det i skolen, endda på universitetsniveau.

Men ingen af os (eller kun de allerfærreste) har fået den anden halvdel af historien at vide, nemlig at Melanchthon og Luther så sent som i 1536 skrev et brev, hvori de opfordrede myndighederne til at forfølge og straffe gendøberne fysisk til døden, fordi de angiveligt var løgnere, der i virkeligheden kun pønsede på at udføre undergravende virksomhed, eftersom de var Djævelens børn. Lutheranerne skelnede ikke mellem bondeoprørerne fra 1525 og de senere pacifistister blandt gendøberne – herunder martyreren Menno Simmons, som mennonitterne har opkaldt sig efter. En enkelt undtagelse er der dog heldigvis i lutherdommen: Luthers yngre ven Johannes Brenz argumenterede for, at myndigheden kun kunne give straf for den civile kriminalitet, mens man over for gendøberne kun skulle anvende skriftens ord. ”Hvilken pointe er der i at studere skriften, hvis resultatet bliver, at den allermest lærde doktor (i teologi) bliver bøddel”, spurgte han.

At beklage, at fortryde, at undskylde, at bede om tilgivelse – hvad er forskellen?

LVFs generalforsamling har nu – enstemmigt og i form af højtidelig gudstjenestefejring sammen med mennonitterne – valgt ikke kun at ”beklage” fortiden, eller kun at ”fortryde” den. Man har heller ikke kun sagt ”undskyld”, som det er kommet på mode de senere år. Man har valgt at bede Gud og mennonitterne om tilgivelse for de begåede synder i en tillid til Kristi løfte om, at de synder, der forlades på jorden, også forlades i himlen (Mathæus 16,19). Hvad er forskellen mellem at beklage, at fortryde, at undskylde eller at bede om tilgivelse? Det har man indgående diskuteret på tidligere rådsmøder i Arusha 2008 og Geneve 2009.

Her følger min egen opfattelse af sagen: Man kan beklage hvad som helst, lige fra en regnefejl til regnvejr – ”det er jeg ked af”. Man kan fortryde meget, men altid kun bagud i tid – ”bare jeg dog havde handlet anderledes”. Man kan undskylde noget, som man enten selv eller nærmeste har gjort, men der ligger også i undskyldelsen en hurtig udvej ved at komme med undskyldende forklaringer – ”jeg gjorde det jo altså bare fordi…”. Men der er ingen vej uden om selvransagelsen og anger i forbindelse med bønnen om tilgivelse.

Men man kan kun bede om tilgivelse i håbet om, at man vil blive taget imod af den anden og at der vil komme en fremtidig forsoning i stand – i dette tilfælde med mennonitterne. Derfor har lutheranerne også forpligtet sig til at erkende sine egne dystre sider. Man har også forpligtet sig til i sin fortsatte undervisning at fastholde erindringen om fortidens ugerninger – for at kunne bringe en fremtidig forsoning i stand. Når man samtidig beder Gud om tilgivelse, flyttes perspektivet ud over en selv og ens øjeblikkelig skyldfølelse (eller mangel på samme). Man holder fast i proportionerne. Det er kun sandheden, der kan gøre en fri. En tilgivelse er en til-gift.

Samtidig har mennonitterne også erkendt deres skyld: de erkender nemlig, at de har fastholdt et billede af sig selv som de perfekte kristne over for de voldelige katolikker og reformatorer. Og de har opdaget, hvor meget de selv skylder reformationen, ikke mindst Luther. For mennonitterne er skriftens ord og Jesu eksempel helt afgørende. Anklagen imod sværmerne i Den Augsburgske Bekendelse art. 5 (at ”Helligånden kommer til mennesker udenom det ydre Ord”) ramte muligvis nogle sværmere dengang, men rammer ikke nutidens anabaptister.

Blivende uenigheder

Der er nu skrevet en fælles historie mellem lutheranere og mennonitter. Det betyder, at man fra begge side må ophøre med at anvende og videreføre falske stereotypier. Lutheranerne har nu bedt om tilgivelse og tilgivelsen er blevet skænket af mennonitterne ved en fælles fejring af gudstjenesten med over 500 deltagere i Reithalle i Stuttgart. Man gik til nadver sammen.

Men der er ikke læremæssig enighed mellem de to konfessioner. I de læresamtaler, der har fundet sted i Frankrig (1981-1984), i Tyskland (1989-1992) og i USA (2001-2004) og nu på internationalt niveau gennem LVF og dets Strasbourg Institut (2005-2010), har man lært, at billedet af gendøberne har været ensidigt og forvansket. Anabaptister er ikke sværmere og de anstifter ikke oprør, snarere tværtimod. Men to punkter står tilbage: barnedåben (CA art. 9) og den fortsatte opfattelse blandt mennonitterne, at man som kristen ikke kan påtage sig hverv i øvrigheden, der indbefatter anvendelse af tvang og vold (CA art. 16). Samtalerne vil nu gå videre, efter at forsoningen har fundet sted.

Men hvad mener egentlig vi lutheranere? Mener vi, at udøbte børn går fortabt? Og mener vi, at vi kan deltage i hvad som helst af øvrighedsgerninger, fx som lejrkommendant? Som Luther engang skrev i 1523: ”Hvor langt er man skyldig at øve lydighed over for øvrigheden”. Hvor langt?

Af Niels Henrik Gregersen

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart

Uhlbach er en smuk og velholdt lille by ved Neckar med gamle bindingsværkshuse ved torvet og omgivet af bjergskråninger med velholdte vinmarker og på toppen et mausoleum bygget af kong Wilhelm i 1824 for hans unge dronning Katarina. Det er ren idyl, nærmest midt i Stuttgart (det tager kun 12 minutter at komme til centrum med S-Bahn), og stedet kaldes da også ”Stuttgarts paradis”. Byens kirke hedder Andreaskirche, og menigheden der havde inviteret nogle af delegaterne til søndagsgudstjeneste og efterfølgende samvær. En af dem var den nyvalgte præsident for Det lutherske Verdensforbund, biskop Younan, der var dagens prædikant. Bortset fra det og fra visse forsiringer i dagens anledning, især af musikalsk art, var det en helt almindelig søndagsgudstjeneste, fik vi at vide.

Hvordan tager den sig så ud, og har den noget at byde på, som vi kunne tage til os?

Liturgisk set var den meget enkel, men musikken var der gjort meget ud af, idet menigheden havde både brass band og kor, som medvirkede. 

Umiddelbart før gudstjenesten samledes præst og menighedsrådsmedlemmer (+ gæsterne) i sakristiet til en fælles bøn og gik derefter ind i kirken i procession, anført af de unge der for tiden går til konfirmationsforberedelse. Præsten indledte med hilsen og dagens motto, og vi sang tre vers af ”Hellig, hellig, hellig, Herre Gud almægtig”, derefter var der veksellæsning mellem præst og menighed af en davidssalme, efterfulgt af en bøn. Menighedsrådsformanden læste dagens prædiketekst fra Efeserbrevet, fulgt af en flerstemmig motet sunget af menighedskoret. Så var der prædiken, vi sang en Taizesalme, og præsten bad kirkebønnen, afsluttet med fadervor som vi alle bad i kor. Dermed var vi nået til dagens sidste salme ”Nu takker alle Gud”, hvorefter menighedsrådsformanden kom med en lang række meddelelser, og præsten lyste velsignelsen. Menighedskoret sluttede af med en sungen bøn om fred, før organisten stemte i med postludiet.

Hvad var så det anderledes, bortset fra at vi stod op under bønnerne, men sad ned under tekstlæsningen? Der var noget der manglede: der var ingen trosbekendelse, ingen evangelielæsning og ingen nadver (det havde man kun én gang om måneden), og salmerne var korte og havde ikke noget med dagens tekst at gøre. Det var lovlig spartansk efter min smag, og der manglede noget krop, bl.a. fordi der ikke var nadver. Til gengæld blev det udtrykt liturgisk, at menighedsrådet og præsten i fællesskab havde ansvar for gudstjenesten. Og det var nok for mig det mest inspirerende ved den gudstjeneste.

Efter gudstjenesten var der lejlighed til at snakke med kirkegængerne og høre om vilkårene for at være luthersk kirke i deres område. Der var ca. 1500 medlemmer af Uhlenbach menighed, dvs. ca. en tredjedel af byens indbyggere, og de havde en 75 % præstestilling. Der var forbløffende mange aktiviteter – men præsten gav også på tomandshånd udtryk for, at det var noget af et pres at der hele tiden skulle skabes nye events, og at der godt nok var god tilslutning til disse events, men det førte ikke til, at der kom flere til de almindelige gudstjenester. Lyder det bekendt?

Rammen om aktiviteterne var et nybygget menighedshus, og dér blev vi beværtet med en god frokost med tilhørende vin i flere udgaver fra et af menighedsrådsmedlemmernes vingård. Vinen var også god, og måske var det den der medvirkede til at løsne stemmebåndene, i hvert fald gik snakken lystigt den halve eftermiddag med de venlige og veloplagte værtsfolk. Men hvor længe var Adam i paradis? Vi var der til kl. 16, så måtte vi tilbage til Stuttgarts centrum og plenarforsamlingens papirdynger, men medbringende indtrykket af gæstfri menighed der gav os en hjertelig modtagelse.

Af Inge Lise Pedersen

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart:

Et kor til morgengudstjenesten – afrikanerne i farvestrålende gevandter – syngende og dansende med fremmedartede musikinstrumenter og ærværdige hoftevridende kvinder med overraskende jubelråb.

Det åbner øjnene for den mangfoldighed for kulturer og kirketraditioner, man møder ved generalforsamlingen for de lutherske kirker. Kontakter mellem forskellige nationaliteter og mellem folk, der normalt ikke mødes.

Samtaler i et tæt program, der spænder fra drøftelser om fattigdom, HIV og aids og naturligvis drøftelser af kvinders rettigheder, afbrudt af drøftelser om forretningsorden, revision af love og valg til de ledende organer.

En føderation var begyndelsen til arbejdet, men det er også blevet et kirkeligt fællesskab.

Der er naturligvis uenighed om mange spørgsmål, og der er meningsforskelle om genteknologi, synet på homoseksualitet, skriftsyn og kirkelige traditioner – og måske også en uenighed mellem syd og nord.

Som nævnt er Det lutherske Verdensforbund også et fællesskab. Vi hører til i samme familie – og det vil vi fejre i 2017 med 500 års reformationsjubilæum.

De 500 træer, der vil blive plantet i Lutherhaven i Wittenberg, er symbol på det fællesskab. På vores samhørighed.

Af Paul Verner Skærved

Farveterapi er en terapiform, der bygger på antagelsen af, at vores underbevidste skulle forbinde særlige farver med bestemte forhold og hændelser i vores liv. Arrangørerne af Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Stuttgart har uden tvivl tænkt sig, at arrangementet skulle tage farve af den håbefuldt lysegrønne, der pryder logo, materialer og de store bannere udenfor konference-centeret.

Indenfor er det dog farven lilla, der tegner mødet. Lilla er nemlig farven på den skjorte med hvid krave, de lutherske biskopper bærer under deres bispekors i officielle, men ikke liturgiske, sammenhænge. Hudfarverne er mange, men skjortefarven én, og hvad angår køn anes også en vis ensartethed bag skjortebrystet. Svenske, amerikanske og canadiske kvindelige biskopper fylder dog enkelte af de lilla skjorter ud på kvinders vis. Farven lilla tegner ikke bare mødet, fordi der er så forholdsmæssigt mange af de lilla skjorter blandt generalforsamlingens ca. 350 delegerede. Nej, den tegner især mødet, fordi skjorterne næsten glider sammen til ét stort stykke med lilla, når vi nærmer os Det lutherske Verdensforbunds top i form af afgående og nyvalgte præsidenter, formænd for udvalg, vicepræsidenter in spe m.m., som trykker hinanden i hænderne og holder lange takke- eller valgtaler på podiet.

Der er gode grunde til at vælge biskopper til disse krævende hverv. Grunde, der også har været medvirkende til det gode danske valg af repræsentant i det nyvalgte Council – nemlig biskop Niels Henrik Arendt. Biskopper har indsigt og erfaring med både teologi og administration, og biskopper er valgt af deres lokale kirker og bærer dermed tillid og repræsentativitet med sig.

Det ændrer dog ikke ved det tåkrummende pinlige i, at netop et luthersk organ som Det lutherske Verdensforbund, har så få lægfolk på indflydelsesrige topposter, som tilfældet er. Det maner unægtelig til eftertanke og inspirerer til lange diskussioner i den danske delegation om, hvorvidt det kvotesystem, der i øvrigt præger forbundets organer, skulle omfatte også forbundets topposter. Længere nede i systemet ser fordelingen nemlig ganske anderledes ud. Sammensætningen af Council og generalforsamlingen er styret af en hård kvotepolitik, der sikrer en vis procentdel af lægfolk, kvinder og unge under 30. Desværre omgås dette i nogle tilfælde ved, at regionerne vælger et par unge læge kvinder, så kvoterne er overholdt, og der kan blive plads til lilla skjorter for resten af pengene.

Vi kvindelige danske delegerede talte de første dage meget nedladende om disse kvotesystemer. Vi vil ikke bedømmes på vores køn, men på vores kompetencer, forsikrede vi selvbevidste hinanden. Efter et par dage blev vi dog lidt tavse. Hvis man skal man bedømmes på sine kompetencer, skal man nemlig have en fair chance for at opnå nogen.

Debbie, som repræsenterer et afrikansk land, hvor kvinder ikke levnes mange af den slags chancer, var takket være kvoterne medlem af Council sidste periode. Her havde hun ved adskillige møder ikke dristet sig til at tage ordet i de lilla skjorters selskab. Men en dag besluttede hun sig for at tage sig sammen og bare rejse sig op og sige: ”Jeg er Debbie”. Så satte hun sig igen. Men  det var et gennembrud for hende og siden turde hun godt stille de nødvendige spørgsmål, fortæller hun og går sin vej med et stort grin.

På vej ned ad gangen overhaler hun to lilla skjorter i sin multifarvede kanga. Den er så spraglet, at det ikke kan være nemt at få hoved og hale på for en farveterapeut…

Af Ulla Morre Bidstrup