De kristnes tilstedeværelse og udfoldelsesmuligheder er selvsagt forskellige i de forskellige lande i Mellemøsten, spændende fra stor til begrænset udfoldelsesmulighed. Det i denne sammenhæng interessante er, at de unge forsøger at sætte en dagsorden, trods det faktum at de kun udgør et mindretal på konsultationen. Dette forhold bæres frem på baggrund af den rolle, den yngre del af befolkningerne har spillet i det arabiske forår. Det at mange af de unge har taget del i demonstrationerne, lader til at være en stor inspiration, også for de unge deltagere på konsultationen, som kommer fra forskellige lande i Mellemøsten. At de forsøger at sætte en dagsorden, nemlig de unges dagsorden, kan illustreres ud fra følgende eksempler. Første eksempel er, at gruppen af unge under en frokost beklagede sig til arrangørerne over ikke at blive hørt og få tildelt taletid på konsultationens første dag. Andet eksempel fandt sted under en af sessionerne, hvor en ung mand talte om begivenhederne i sit hjemland. På et tidspunkt spørger han ordstyreren, om han kan få et ekstra minut. Inden ordstyreren når at svare, griber en ung kvinde mikrofonen og bryder ordstyreren af med ordene: “Lad ham tale, – vi ønsker at høre, hvad han har at fortælle”. Ordstyreren giver sig. Det tredje og måske mest overraskende indslag kom ligeledes fra to unge mennesker, en mand og en kvinde. De udtrykte åbent og meget klart en kritik af henholdsvis kirkelederne i Egypten og Syrien, for ikke at tale regimet imod. Ydermere anklagede de kirkerne for at være på regimets side, og derved for at skille kirken fra dens medlemmer. Der var ingen kirkeledere fra Egypten tilstede, men en kirkeleder fra Syrien afviste kritikken, hvilket blot gjorde de unge mere oprørte.
Som bekendt findes sandheden ofte et sted mellem to synspunkter. Men der er ingen tvivl om, at ungdommens deltagelse i det arabiske forår, både giver selvtillid og er en inspiration for konsultationens yngre deltagere. De sidder ikke blot stiltiende og lytter til de ældre deltagere. De er ikke bange for at give udtryk for andre synspunkter. De synes at være overbevist om, at de er vidne til historiske forandringer. Mere uformelt giver de udtryk for, at de godt forstår de implikationer, der kan være på spil for kirkelederne, men at lederne skal passe på ikke at forpasse en unik mulighed.

Thorsten Rørbæk
Beirut, Libanon

Bag European Prayer Breakfast står en gruppe medlemmer af Europaparlamentet og en række enkeltpersoner. I Europaparlamentet findes en andagtsgruppe, hvor parlamentarikere mødes på tværs af partiskel til bøn og bibellæsning en gang om måneden. Men European Prayer Breakfast er en speciel oplevelse, der løber af stabelen een gang om året.

I år er det parlamentets præsident Jerzy Buzek, der skal tale til forsamlingen. Buzek er selv Lutheraner og kommer fra Polen, hvor han tidligere var premierminister.

Er vores kristne arv stadig værdifuld i dag?  spurgte Buzek i sin tale. “I dag oplever vi ikke bare økonomisk krise, men også en åndelig værdikrise,” understregede Buzek. Og ifølge præsidenten er der i den grad behov for de kristne værdier i Europa i dag: Det følger af vores kristne værdisæt, at når vi bliver rige, følger også ansvarlighed. Derfor har vi i Europa i dag ikke bare brug for flere jobs, mente Buzek, men også arbejdsetik. Hvis vi som kristne handler uden kærlighed, så er det blot larm og “rungende malm og klingende bjælde” sagde han og citerede Paulus (1. Kor, 13).  ”Vi må fremme ideen om værdier og derved komme tilbage til vores rødder,” formanede Buzek. ”I dag har vi brug for at forny vores tro og vores kristne værdier.”

Morgenbøn i Europaparlamentet – fællesskab på tværs af partiskel, nationale grænser og kulturer. Og denne “unity in diversity” blev ikke mindre stærk, da alle 300 sammen bad fadervor på deres eget sprog. Man kunne ikke helt abstrahere fra, at man sad i et politisk magcentrum. Men i et lille sekund var der dog en smag af pinse i Europaparlamentet.

Heidi Martinussen

“Fred kan kun være forbundet med sandhed,” sagde Tunne Kelam. “Fra sandhed springer også frihed.”

“Og taknemmelighed er vigtig,” fortsatte politikeren. “I dag tager vi demokrati for givet. Vi fokuserer på rettigheder og vi kan ikke bygge vore liv på rettigheder alene. Vi må også tage ansvar som borgere,” sagde Kelam, og ordene klang lidt dybere, når man vidste, at de kom fra en mand, der har levet det meste af sit liv i et land, hvor både frihed og demokrati har været rettigheder, man ikke var født med, men måtte kæmpe for.

“Hver dag spøger spørgsmålet: hvad kan jeg gøre i dag for at gøre mig fortjent til at være her – fortjene at jeg er blevet valgt?” Spurgte Tunne Kelam på sin meget rolige og ydmyge facon. Kelams egen recept er at møde andre mennesker – ligegyldig hvem det er – på en venlig og imødekommende måde. “Det er den eneste måde, hvorpå du kan opnå noget – ikke for dig selv – men for Gud og din næste,” sagde Kelam.

Og det vækker til eftertanke, at i et Europaparlament, som virker meget fjern fra dagligdagen her, og hvor der sidder 736 mennesker, der skal træffe beslutning om rigtig mange områder, der berører den måde vi i Europa arbejder og lever på, er mennesker som Tunne Kelam.

Heidi Martinussen

Men, sidder jeg og tænker, hvordan bliver vi konkrete og hvad kan jeg gøre som medlem af folkekirken og som medarbejder i en af kirkens arbejdsgrene?

Naser Khader, der også talte på konferencen, gav nogle klare bud. Vi skal synliggøre det arbejde, kristne i f.eks. Mellemøsten allerede gør for trosfriheden. Og så skal vore politikere ikke være flinke, når de mødes med dikatoterer – men stille klare krav. Religionsfrihed skal være en del af udenrigspolitiken, mener Khader.

Elizabeta Kitanovic fra Konferencen for Europæiske Kirker fortalte på konferencen om de forskellige kanaler, hvor vi som kirker kan gøre opmærksomme på, at kristne og andre religioners ret bliver trådt under fode. For eksempel laver FN hver år en undersøgelse af religionsfrihed, som man kan indsende fakta til. Også i forhold til EU er der muligheder for at bidrage til det politiske arbejde. Men det kræver en koordineret indsats.

Jeg ved, at i folkekirken er der rigtig mange, der bekymrer sig om kristnes situation rundt om i verden – og specielt i disse tider i Mellemøsten. Og der er mange, som har kontakter eller venskabsmenigheder, hvorfra de får bulletiner om, hvordan situationen er. Hvis man nu kunne samle historier og cases, hvor det er muligt, og løfte dem op på det politiske niveau. Så ville vores tale om trosfrihedens vilkår i verden få ansigt og bliver mere konkret.

Heidi Martinussen

Skal vi som kristne drive lobbyarbejde overfor politikere for kristnes rettigheder i verden – eller skal vi tale alle religioners sag? Det har været et tilbagevendende spørgsmål i løbet af dagen.

Den anglikanske ærkebiskop afholder hvert år et foredrag om religions- og trosfrihed. I 2011 talte juristen Malcolm Evans og konkluderede:

“Hvad skal kristne gøre for at fremme religions- og trosfrihed? Som troende mennesker er det op til os at kæmpe for andres tro lige så vel som vores egen, og vi skal gøre dette baseret på vores opfattelse af, at religions- og trosfrihed er for alle. For hvis religiøse troende ikke vil forsvare andres tro, hvorfor skulle nogen som helst andre så gøre det?”

Evans konklusion er tankevækkende – og nogle af de samme tanker blev bragt på banen tidligere på dagen, hvor Fader Gabriel Nissim – som selv er kristen og engageret i Europarådets menneskerettighedsarbejde – sagde:

“Som kirker kræver vi ikke at blive tjent men at tjene samfundets fælles bedste … Vi er Jesu disciple og han sagde, at han ikke er kommet for at lade sig tjene men for selv at tjene … vi skal være fortalere for alles frihed til at tro … tro og religion er, ifølge Bibelen, dybt rodfæstet i kærlighed til og for Gud. Og der er ingen kærlighed uden frihed. Så vi skal altid være fortalere for frihed til at tænke og for samvittighedsfrihed for alle.”

Med disse ord blev vi i publikum både udfordret og opfordret til at arbejde med menneskerettigheder og for trosfrihed i bredeste forstand.

Hvordan vi skal gøre dette som kirker, er så det næste store spørgsmål - kan vi engagere os mere i Konferencen for Europæiske Kirkers fortalerarbejde? Kan vi samle de mange gode tiltag i Danmark, der allerede sker i stift og sogn, hvor man bekymrer sig om trosfrihedens vilkår i verden og gøre opmærksomme på dem i forhold til Europarådet? Det er nogle af spørgsmålene, Folkekirkens mellemkirkelige Råd vil arbejde med i forbindelse med projektet www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk

Heidi Paakjær Martinussen

Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), som Folkekirken er medlem af, er ved at udarbejde en træningsmanual om menneskerettigheder og religions- og trosfrihed, som kirkerne kan bruge til kurser og konferencer rundt omkring i Europa.

Jeg er i Strasbourg til det årlige møde i KEK  for medarbejdere i europæiske kirker, der arbejder med kirke og samfundsspørgsmål. Her bliver vi præsenteret for et spændende nyt projekt: KEK har produceret en samling af artikler – en human rights manual – med indføring i, hvordan de europæiske institutioner arbejder med menneskerettigheder, hvad kirkerne i Europa gør og hvad det teologiske grundlag for at arbejde med menneskerettigheder er.

Det er et inspirerende arbejde, der følges op af værktøjer tilgængelige on-line, som kan hjælpe kirker nationalt og lokalt med at få mere viden om menneskerettigheder og trosfrihed, at arrangere work-shops og kurser om emnet og måske udvikle ideer til, hvordan man kan engagere sig i disse spørsmål i samfundet.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference den 25. november på Vartov om trosfrihed – her kan du bl.a. møde Elizabeta Kitanovic, som har været med til at udvikle KEKs trænsingsmanual. Se mere på www.interchurch.dk

Læs meget mere om KEKs arbejde med menneskerettigheder på:

http://csc.ceceurope.org/issues/human-rights/human-rights-training/

Ud med livsoplysningen!

”Er Grundtvig for de danske blot…” Ja, det synes vi vel. Grundtvig er så helt specielt os. Hvis et par fremmede nørder gerne vil være med, så ok – men dybest set er Grundtvig vores og passer os bedst indenfor Dannevirkes stærke fæstning. ”Vi er Guds folk og kirke nu, står om end voldene smuldre.”

Her på KEK´s konference i Strassburg om Europarådets program for demokrati og borgerskab set i kirkeligt perspektiv, dukker mange af Grundtvigs kernebegreber og tanker op som mine associationer under møderne.

Er livsoplysning ikke et tema, som er vigtigt for dannelsesprocesser i europæisk sammenhæng? Hvordan trives frihed, religionsfrihed, dannelse, menneskelig myndighed og politisk medleven sig i den europæiske sammenhæng?

Det er måske på tide, at vi tager mod til os og bringer vores kære danske livsoplysning ud i verden, i det europæiske naboskab, hvor den også hører hjemme.

Ud  i verden med den! Ud med livsoplysningen!

C. U. Terp – fmd. Grundtvigsk Forums Internationale Udvalg.

Presbyterianere er fulde af historier, smilte Ewan Aitken, som repræsenterer Church of Scotland på konferencen. Også fortalte så om en oplevelse, han har haft i forbindelse med skolesystemet hjemme i Skotland. Da kirken for ca. 130 siden overlod skolerne til det offentlige, havde man tre krav til den fortsatte drift. Et af dem var, at man ville holde fast i at skolerne selv skulle give en ”religiøs vurdering” af undervisningen. Det krav blev stadig sværere for skolerne at leve op til, indtil det – af kirken selv – blev foreslået at man i stedet kaldte det en åndelig, eksistentiel vurdering. Så kunne pludselig alle foretage sådan en! Der er en gennemgående tendens, i alle de beretninger om kirkens livsvilkår vi udveksler med hinanden her, til at staten ikke vil anerkende troens store andel i den demokratiske proces og hele det fundament som vore demokratiske samfund bygger på. Man skal helst kalde det noget andet, for det er stadig ikke stuerent at bekende at man er kristen. Har vi et problem, eller har vi et problem?

Debatterne har givet indsigt i hvordan demokratiet i nogle af de såkaldte ’nye’ demokratier især i Østeuropa ikke er en natur-given ting, men kræver viden, oplæring, indsigt, og erfaring fra lokale oplevelser og forhold.

Det er netop vigtigt i en KEK sammenhæng at vi alle må se på de mange muligheder for at lære af og med hinanden, ikke bare i en kirkelig sammenhæng, men også i en bredere sammenhæng herunder skoler, ja alle de steder hvor oplæring og uddannelse sker, og hvor livsdannelse af børn, unge og voksne sker.

Hvad om vi gik i gang med at etablere ’trekantspartnerskaber’ mellem tre forskellige kirker fra hvert sit område,  – det kan foregå helt nede på menighedsplanet mellem venskabsmenigheder, – og i dette møde så vi nærmere på

a) hvordan demokrati kan virke,

b) hvordan vi fra kirken/kirkerne kan udvikle demokratiske ideer og holdninger,

c) og i dette fællesskab videreudvikle ideer og materialer, baseret på erfaringer  fra  denne proces.

Måske ville vi endda kunne nå så vidt at vi kunne nærme os en metodik såvel som en didaktik og sætte det ind i en teologisk sammenhæng sammen med de pædagogiske udfordringer der helt klart ligger i sagens emne. Men eftersom demokratiet jo ikke er en færdig og afsluttet proces, hverken i Danmark eller i de andre europæiske lande, så vil der være rige muligheder for ar reflektere over egne traditioner herfor og andres versioner.

Arbejdet begynder i arbejdsgruppen efter konferencen og vore ideer og tanker bliver videregivet til KEK, afdelinger under Europarådet og EU med mulighed for at bliver indarbejdet i de fremtidige anbefalinger og planer.

Hanna Broadbridge

Som omtalt tidligere vedtog alle delegerede ved CCMEs generalforsamling i Bukarest, juni 2011 et statement vedr. migration i dag. Læs det her: CCME GA statement

Se også billeder fra dagene i Bukarest her.

Elisabeth Krarup de Medeiros