Arkiv for ‘LVF generalforsamling i Stuttgart’ kategorien

Støvets dans

onsdag, juli 21st, 2010

Vi fik en skål med jord til morgenandagten på generalforsamlingen i Det lutherske Verdensforbund. Adam og Eva var på scenen og undersøgte nysgerrigt jorden på skabelsens morgen. De følte på den, snusede til den og smurte den ud over sig. De strøg jord i ansigtet på hinanden, som et kærtegn. For af jorden er vi, og til jord skal vi blive. Og i mellemtiden, i løbet af vores liv, skal vi leve af den. Vi følte på jorden i vores skåle, mærkede hvad vi er kommet af, og hvad vi lever af. Fordi Gud har pustet liv i os og har skabt en levende og frodig jord, kunne Adam og Eva danse livets dans, og vi med dem. Alt får vi af Guds nåde. Dramaets anden del illustrerede, hvordan vi ødelægger og mishandler den jord, vi er afhængige af, og dynger den til med affald. Det er respektløst og dumt. Til sidst gik Adam og Eva i gang med at forberede jorden på ny og behandle den med kærlighed og respekt.

Efter morgenandagten var der ‘landsbysamling’. De langt over 400 deltagere blev delt i mindre grupper. Min handlede om fremstilling af fødevarer og mad. Også tilberedning af fødevarer og maden er en gave. Hvem elsker ikke god, veltillavet mad? Spørgsmålene der blev rejst var, om vi nu spiser ordentlig og sund mad, og om alle har adgang til tilstrækkelig mad. Det kunne vi svare vidt forskelligt på. Nogle af os lever i overflod, nogle med anseelige mængder fastfood og færdigretter, andre i lande hvor millioner ikke får nok at spise. ‘Giv os i dag vort daglige brød’ er generalforsamlingens tema. Hvilke initiativer skal der til for at alle kan få nok at spise? og få noget sundt at spise?

I samtalen i gruppen blev det bl.a. fremhævet, at nok er den jord, Gud har skabt, frugtbar mange steder. Men uden menneskets indsats for at dyrke den, og uden vores opfindsomme arbejde med at udvikle tekniske hjælpemidler, medicin, kulturliv o.s.v. havde jorden været fattig. Mennesket skaber og udvikler verden sammen med Gud. Vi har så desværre det problem, at vi ikke trækker grænsen for, hvad der tjener jorden og os selv bedst.

Af Mogens Kjær

Er folkekirken en isoleret ø? – refleksioner fra møde med verdens lutheranere

tirsdag, juli 20th, 2010

I går, tirsdag, startede Det lutherske Verdensforbunds (LVF) generalforsamling, hvor næsten 500 delegater og flere hundrede andre deltagere istemte ”Vor Gud han så fast en borg” i Stiftskirche i Stuttgart. Gudstjenesten udtrykte på mange måder bredden og mangfoldigheden i den lutherske familie: der blev sunget  salmer fra Sydamerika, bedt bønner fra Asien, båret afrikanske klædedragter, mens prædikenen blev holdt af præsidenten for LVF, Mark Hanson fra den lutherske kirke i USA.

Selvom vi i Danmark normalt sammenligner os med amerikansk tradition og kultur, var åbningsprædikenen af en noget andet karakter, end man som oftest vil kunne opleve i en dansk sognekirke. Mark Hanson stillede ikke kun retoriske spørgsmål men forventede sandelig svar, hvilket han da også fik, når han spurgte ud i forsamlingen. ”Skal der være glæde i Stuttgart i denne uge?” Svaret fra forsamlingen var et højlydt ”ja” iblandet adskillige udråb af ”amen…!” og et enkelt ”halleluja…!”

Prædikenen tog udgangspunkt i temaet for generalforsamlingen, som er hentet fra Fader Vor’s fjerde bøn: ”Giv os i dag vort daglige brød”. Dette er en kollektiv bøn, pointerede Mark Hanson: Vi beder ikke ”giv min klan; min familien; mine venner; eller mig mit daglige brød”, men vi beder ”giv os vort daglige brød” og inkluderer dermed i sagens natur hele menneskeheden.

Hele den kommende uge sætter temaet ”giv os i dag vort daglige brød” rammen for forhandlingerne under generalforsamlingen, og dermed også for den 13 personer store delegation fra den danske folkekirke. De kommende dage skal den danske delegation være med til at vælge ny Council (LVFs international bestyrelse) og ny præsident for organisationen, ligesom en række aktuelle emner skal drøftes, herunder kirkernes reaktion på HIV/AIDS problematikken samt gældseftergivelse i tredjeverdenslande.

Mødet med lutheranere fra hele verden og generalforsamlingens tema minder deltagerne om, at ”intet menneske er en ø”, som den engelske præst John Donne allerede i det 16./17. århundrede formulerede det, og som det blev gentaget i den tyske regerings hilsen til generalforsamlingen, der blev bragt af finansminister Wolfgang Schäuble. I en globaliseret verden er alle forbundet og har ansvar for hinanden.

Den danske folkekirke er heller ikke en isoleret ø, men er en del af en verdensomspændende familie af lutherske og andre kirkesamfund. Det stod allerede klart efter generalforsamlingens første dag med salmer fra Sydamerika, bønner fra Asien, afrikanske klædedragter og prædiken fra USA.

Se stemningsvideo fra første dags gudstjeneste. Klik her.

——————–

Den danske folkekirkens delegation består af repræsentanter for frie folkekirkelige organisationer, kirkelige retninger, bispekollegiet og andre ressourcepersoner. Medlemmer af delegationen vil de kommende dage blogge fra generalforsamlingen.

Af Jørgen Skov Sørensen og Jan Nilsson