Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Lørdag formiddag. De første deltagere tog hjem i går, en stor gruppe i morges. Levente til Rumænien. Martin til USA. Celestin til Rwanda. Vi er kun et par stykker tilbage og er blevet inviteret på frokost hos Ruth og Hans.

Afslutningen og afskeden blev fejret på behørig vis med en Luthermenu på en restaurant, der har specialiseret sig i at servere hvad man kunne have fået i 1535 hjemme hos hr. og fru. Luther. Vi fik overrakt diplomer, der var taler, hyldest og klap. Matti, Nils og jeg tog på bar for at vende verdenssituationen en sidste gang.

Det er helt rørende.

Og sjældent har to uger i mit korte liv været så horisontudvidende.

1. Snævert dogmatisk-teologisk: Jeg har endelig forstået hvordan Luther kan tale om troen som en gave, kan tale om troende børn, og kan tale om troens gerninger.

2. Samtidsekklesiologisk: hvordan ser kirken ud i fremmede lande? Der er overvejelser om polygami, homoseksuelle og kvindelige præster. Der er diskussioner med pentekostale, fundamentalister og katolikker. Der er præster der vandrer rundt for at besøge menigheder, andre prædiker imod forbrugermentaliteten, nogle er i mindretal både som folk og som kirke, andre har statskirke med endnu større medlemsprocent end Danmark.

3. Menneskeligt: hvor er der mange dejlige mennesker rundt omkring. Jeg regner ikke med at kunne holde kontakt med særligt mange, men hvis jeg en dag skulle stå hjemløs, ved jeg at jeg er velkommen i Sao Paulo, Pennsylvania, Cape Town, Schlesien, Reuthlingen, Helsinki, Prag, Kigali, Wittenberg og Lusaka.

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Jeg kunne have kaldt dette indlæg De feminis III, men det ville alligevel sætte et forkert fokus. Ved middagsbordet i dag fik jeg snakket lidt med en af de unge utroligt dygtige kvinder på kurset, og hun inspirerede mig på to vigtige områder:

M: Du har brugt ordet kætteri nogle gange. Med hvilken ret, anden en kirkehistorisk, kan man tale om kætteri i dag?

Grundlæggende mener jeg at man ikke kan tale om kættere, kun om kætterske positioner. På Nikæakonciliet blev to kætterier fordømt: det gnostiske (Jesus er Gud) og det arianske (Jesus er skabning). Det blev fastslået at Jesus er BÅDE Gud OG menneske.

M: Lige præcis. Men var denne vedtagelse ikke mest et spørgsmål om magt?

K: Muligvis, men også om sandhed! Den gnostiske og den arianske position evner ikke at gælde som samlet forståelse af budskabet i de bibelske skrifter. Disse positioner døet ud fordi de ikke evnede at beskrive sandheden om forholdet mellem Gud og menneske som det kommer til udtryk i skrifterne.

M: Men er dette ikke bare et spørgsmål om fortolkning?

K: Nej, jeg mener faktisk man kan sætte sig ned diskutere sine læsninger af Bibelen rationelt! Nogle tolkninger er bedre end andre og skal efterprøves teologisk. Kættersk er den position, som ikke giver den rette beskrivelse af troen.

M: Men der er da stor forskel på din lutherske fortolkning og gnostikerens. Mindre forskel mellem den katolske lære og din. Selv mellem din nærmeste lutherske kollega og dig vil der være forskel. Betyder kætteri så alle de positioner der ikke er dine?

K: Den katolske position vil jeg ikke kalde kættersk. Der er seriøse punkter til diskussion i den romersk-katolske lære, men ikke så meget at det er afgørende. Jeg vil derfor præcisere: Kættersk er den position som beskriver troen forkert i en sådan grad at det ødelægger forholdet mellem Gud og menneske. Bare for at tage et ekstremt eksempel, vil jeg med al ret kun sige at en kristendom der prædiker at man skal forfølge jøder fordi de dræbte Jesus, vil jeg kalde kættersk.

M: Diskussionen her afhænger selvfølgelig af i hvilken forstand Bibelen er normerende og hvordan man læser Bibelen. Hvad er din tilgang til det?

K: Jeg har aldrig havde fundet en bibelteori der passer nogenlunde med den virkelighed det er at læse og leve med Bibelen. Rent akademisk kan man selvfølgelig vælge en bestemt metode, men det er ikke det vi taler om.

Der findes to ekstremer, som er de logisk nemme at forsvare, nemlig enten at Bibelen er Guds ord fra ende til anden, eller at Bibelen er menneskets ord fra ende til anden. På et andet niveau hører man om mistænksomhedens hermeneutik som en litterær tilgang, og svaret på dette bliver så en tillidens hermeneutik, men også dette er jo en tilgang, der proklamerer: “jeg vil læse Bibelen sådan og sådan”.

For mig har det været afgørende at læse Bibelen og lade Guds ord komme bag på mig. Som Guds ord. Men den historiske og litterære kritik kan sagtens være med til at åbne for en betydning af Guds ord henvendt til mig.

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Min fornemmelse for den danske folkekirke er, at vi har ret lidt aktivt menighedsliv. Min fornemmelse er at de fleste kommer i kirke, sætter sig på bænken, hører ordet, modtager sakramentet, og går igen. Især er det min fornemmelse at denne form passer kirkegængerne utrolig fint! Her er en sammenhæng, hvor man ikke skal præstere socialt, hvor høj og lav, intellektuel og praktisk orienteret, rig og fattig kan indtræde i nadverens og gudstjenestens åndelige fællesskab på fuldstændigt lige fod. Det passer også mig utrolig fint.

Denne positive udlægning passer udmærket med de tidlige værker af Luther som vi har læst i disse to uge, hvor fokus særligt er på enkeltmenneskets stilling overfor Gud i anger, tro, tillid, dåb og gerning.

Men helt ærligt (blev vi enige om i går)… Tror vi virkelig at ordet og sakramentet alene er nok for et menneske i eksistentiel nød? Har ord og sakramente virker indbydende for mennesker, hvis det ikke følges op af (hvad folk i denne gruppe kalder) Guds tale gennem mennesker.

Har vi i Danmark ikke en vis grad af luksuskristendom, når den gennemsnitlige kirkegænger bare sætter sig, modtager og går igen uden at yde?

Jeg tror faktisk en gruppe mennesker søger til gudstjeneste når de har eksistentielle spørgsmål og problemer. Men i modsætning til lutherske kirker og pinsekirken er vi slet ikke parat til at modtage dem. For mig at se har kirken (dig og mig) tre opgaver:

1. at opbygge menighedsfællesskaber stærke nok til at modtage folk udefra,

2. at invitere og faktisk modtage nye folk uden at kræve nogle bestemte standarder

3. for på denne måde at kunne arbejde med hver enkelt menneske (dig og mig). Troen skal næres og gro. Ifølge Luther!

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Nu – endelig – er vi på sikker reformatorisk grund i Luthers forfatterskab.

Luther slog altså teserne op på døren i 1517, men der skete ikke rigtig noget. Der var ingen der tog notits af dem. Først et år senere da teserne blev udgivet på tysk, fik de gennemslagskraft. Luther skrev en række forklaringer, Resolutiones, hvis forord vi læste mandag, til sin gamle mester i Augustinerordenen, Staupitz, som han tilskrev en vigtig rolle i sine nye opdagelser.

Lidt senere blev Luther inviteret til Heidelberg til et møde i ordenen for at diskutere sin teologi med professorerne i denne universitetsby (et uddrag herfra onsdag). Det er i denne disputation at Luther præsenterer sin berømte korsteologi. Han kritiserer her herlighedsteologen (det er egentlig dig og mig), som ønsker at elske Gud fordi han er den højeste. Men dette er en skjult selvkærlighed, for herlighedsteologen ønsker at deltage i Guds liv for at få noget ud af det selv.

Derfor er korset så overraskende. Her viser Gud sig som den svageste, den fornedrede. Og ham skal vi elske? Så skal vi jo deltage i hans lidelser også? Ja, vi kommer alle sammen ud for lidelser i vores liv. Men de er forskellige:

1. Nogle af dem er umulige at håndtere, der må man forsøge at se Kristus i lidelsen.

2. Andre lidelser kan ligefrem hjælpe os til at holde os på plads. Præsten prædiker og en siger til præsten, “det var vel nok en dårlig prædiken”. Det gør ondt på præsten, men det afslører også præstens skjulte dagsorden: prædiken for applaus, ikke prædiken af kærlighed til Gud og sandhed. Men hvis præsten accepterer den lidelse og hvorfra den kommer, så kan den bryde selviskhedens spiral.

3. Endelig er der lidelser, som vi bare skal komme over! Tandpinen skal ikke accepteres, den skal behandles.

Ikke længe herefter skrev han Om tilgivelse af synder, et skrift hvor han i hvert fald er reformatorisk (tirsdag). Her har vi den tydelige skelnen lov og evangelium. Og så er vi helt hjemme i den reformatoriske fold. Ah…

I morgen og fredag læser vi så Om et kristenmenneskes frihed, det eneste større værk, resten har været små tekster og korte uddrag. Men dette skrift står også så centralt i Luthers forfatterskab, så det er værdigt at afslutte med.

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Nu vi er ved temaet, kan jeg da lige fortælle om Luthers kone Katharina. Bag enhver succesfuld mand står en måbende hustru, siger man. Bag Luther stod en ikke helt ubetydningsfuld kvinde! Luther indså i 1525 det rationelle i at gifte sig (husk, vi er før romantismen), og fandt en tidligere nonne som sin ægteviv. Tre ting var spektakulære ved denne kvinde:

1. Luther havde ingen forstand på penge. Han gav dem ud ligeså snart han fik dem, og var altid utroligt gæstfri. Katharina sørgede derimod for at købe lidt jord, lave regnskab, hun bryggede sågar øl for at sørge for husholdningen.
2. Parret boede i et relativt stort hus (det nuværende Lutherhaus i Wittenberg), og da Luther var en gæstfri mand, havde husholdningen som regel mellem 40 og 50 spisende gæster til middag. En ikke helt lille udfordring for husholdningsbudgettet og en ganske stor logistisk udfordring.
3. Under disse måltider fandt de berømte Tischreden (sikkert bordtaler på dansk) sted, et helt tillæg til Weimarudgaven på seks bind med memoirer fra forskellige deltagere. Her deltog Katharina livligt, hvilket bestemt ikke var almindeligt på denne tid.

Alt i alt en dame med ben i næsen, og Luther kunne da også tilstå at han faktisk begyndte at holde af hende, ja ligefrem at elske hinanden i årenes løb.

I dag havde vi så for anden gang besøg af Dr. Troy der gav en udmærket forelæsning om forskellen mellem Luthers tid og vores. Han konstaterede at der på mange måder er kortere mellem Luther og det nytestamentlige verdensbillede, end der er mellem Luther og det nutidige vestlige verdensbillede. Læsefærdighed, tidsforståelse og de primære erhverv er helt afgørende grundlæggende eksempler på forskelle.

Han sluttede af med en interessant påstand: i år 2200 vil historikerne ikke se tilbage på det 20. århundrede og tænke på fx nazisme og kommunisme. En langt mere afgørende revolution er kvindefrigørelsen! Den ændrer nogle helt grundlæggende tydninger af verden i mere radikal grad end noget andet i dette århundrede. Doktoren virkede ikke umiddelbart så tilfreds…!

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

En veninde skriver på mail: “Hvorfor er der ingen kvinder [tilmeldt seminaret, MC]? (spurgte mennesket). Er det meningen?” Her følger en afklaring:

Først lidt kontekstuel trivia: Seminaret her er en del af Luthersk Verdensforbunds Luther-dekade fra 2008 til 2017. Nogle har spurgt mig “begynder man allerede at fejre de der teser nu – det er jo først i 2017!” Svaret er ja. Og jeg vil gerne understrege: Reformationen var en stor begivenhed, der fortjener et tiår! Det var en tragedie (det endte med kirkens splittelse), men også en nødvendighed (det fik ryddet ud i en masse uvæsen i kirken).

Luthersk Verdensforbunds medlemmer (for 90-95 procents vedkommende) ordinerer kvindelige præster. Mere omdiskuteret er selvfølgelig spørgsmålet om homoseksuelles muligheder for at blive præster, at blive gift og at have retfærdig sex, hvilket jeg delvist har behandlet i et indlæg tidligere.

Til dette seminar har tre kvindelige deltagere fundet frem. To intelligente tyskere og en tjekke, der netop er blevet doktor (hvad der svarer til vores Ph.D). Stort tillykke! Herudover selvfølgelig vores kvindelige Assistant professor Sarah Hinlicky Wilson fra USA på omkring 35, som arbejder med økumenisk dialog mellem lutherske og ortodokse kirker, og virker utroligt dygtig!

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Retfærdigvis skylder jeg at sige at min tredje fordom ikke har holdt stik: maden har været fantastisk. To tyske måltider, finske laks, amerikanske hot dogs, sorte bønner og skinke på brasiliansk, min egen danske stegte flæsk (tak til pastorens kone Ruth Kasch, uden hvem sovsen var blevet mere end tvivlsom!) og zambiansk karry-jordnøddesmør-kylling. Til min store tilfredsstillelse, rigeligt!

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Lørdag aften. Halvvejs. Et tekstmæssigt overblik for teologer og andre indforståede:

1. Mandag: “Forordet til de latinske værker” (1545) hvor Luther beskriver sin omvendelse, sin reformatoriske opdagelse: I Romerbrevet kan vi læse at “For i det [evangeliet] åbenbares Guds retfærdighed”. (1,17). Den præreformatoriske Luther forstod denne retfærdighed som en kvalitet ved Gud, så Gud retfærdigt giver enhver hvad han eller hun fortjener. Den reformatoriske opdagelse er at Gud er retfærdig ved at kommunikere retfærdighed til den troende, ufortjent! Men hvornår skete denne omvendelse?
2. Tirsdag: Luthers fortolkning af salme 72 (1513-15). “Ethvert ord fra Gud er en dom”. Den reformatoriske Luther vil sige at Guds ord er to ting, lov og evangelium, hvor loven dømmer og evangeliet sætter fri.
3. Onsdag: Heidelberg-disputationen (1518). Den katolske forståelse af lovens etiske krav var filosofisk inspireret: Man kan ikke kræve noget af nogen som de ikke kan holde. Derfor kræver Guds lov  kun at man gør det rigtige af den rigtige grund. Gud tillader således at man ikke elsker ham og næsten af hele sit hjerte. Luther mener derimod at Gud faktisk kræver at man ikke bare gør det rigtige, af den rigtige grund, men også helhjertet! Overfor dette krav står mennesket selvfølgelig fortabt, men det er også meningen: Gud tilgiver mennesket hvis det angrer.
4. Torsdag: Fortolkning af Romerbrevet (1516). Mest af formmæssige årsager mener professoren at den reformatoriske opdagelse heller ikke er gjort her: Dette afsnit er skrevet utrolig sobert og nede på jorden. Hvis det var mig der havde gjort århundredets teologiske opdagelse, ville jeg være helt oppe at køre! Indholdsmæssigt er vi dog utroligt tæt på.
5. Fredag: De 95 teser (1517). Faktisk er denne tekst ikke ment som et angreb på bodstanken (som han gik ind for), men som et forsøg på at forklare hvordan boden i virkeligheden skulle forstås og praktiseres: Hele ens liv skal være en lang bodshandling. Man skal se sit liv som en bevægelse hvor hvert punkt i bevægelsen både er slutningen og starten på en delbevægelse. Man kan derfor aldrig læne sig tilbage og sige: nu er jeg perfekt, nu vil jeg ikke arbejde mere med mig selv.

Særligt de 95 teser passer det mig godt at have haft fingrene i. Dr. Troy, der viste os rundt i Lutherhaus, kaldte de 95 teser for verdens mest kendte ukendte værk – det tror jeg han har ret i. Ved første øjekast er der heller ikke megen systematik i det, men under Professor Dieters kyndige ledelse fik vi faktisk et indblik.

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

En af pastorerne fortæller om en juleaftensdag i begyndelsen af tjenesten hvor han efter sin aftengudstjeneste, midt i julemaden bliver ringet op af en desperat dame fra menigheden: “Pastor, du er nødt til komme, du er nødt til at komme!” “Hvad er der dog sket?”, “Pastor, pastor, skynd dig at kom”. Pastoren på med overfrakken, ud af døren, afsted i bilen: “Hvad kan der være sket, et selvmordsforsøg, en voldstægt…?” Han ankommer, ringer på, konen lukker op: “Kom, denne vej”. Pastoren ind til konens mand der ligger på en sofa fuld som en høne juleaften. Konen: “Der ser du, der ser du, pastoren er kommet, nu er pastoren her!”

Ja, man skal opleve noget som præst! Det bedste var måske at manden til pastoren siger: “Pastor, i dag er jeg fuld, i morgen er jeg ædru igen. Men min kone er grim i dag – og hun vil være grim igen i morgen!”

Mikkel Christoffersen skriver fra Lutherseminar i Wittenberg:

Så blev dette i hvert fald dagen hvor de diskussioner blev rejst som jeg aldrig ville opleve i Danmark. Den vildeste først:

Hvad gør man, hvis en mand der lever i polygami, gerne vil døbes? En af vore afrikanske venner rejste dette spørgsmål, og den meget kloge biskop Musawenkusi (navnet betyder Guds nåde) fra Sydafrika fortalte at de fleste mainline churches i Afrika optager mænd der lever i polygami, men anviser dem at de ikke skal tage flere koner. Monogami er stadig normen. Ville du optage polygamister i din kirke??

Den anden: På hvilken måde kan vi generobre og genindføre en luthersk praksis med håndspålæggelse og bøn om helbredelse uden at være pentakostale? Reverend Martin skelnede mellem healing og cure. Man kan godt blive healed (blive et helt menneske, fx komme overens med sin sygdom) uden at blive cured (blive helbredt fra selve sygdommen, så canceren går væk). Men man kan da også godt håbe at Gud også er i stand til at helbrede sygdommen? Hvorfor lukke sig selv af for denne mulighed? Men ligesom med troen og retfærdigheden, er det Gud, der bestemmer hvor og hvornår.

Den principielle tro på mirakler er altså den samme. Men distinktionen til de pentakostale (de amerikanske) gik på to ting:

1. Kriteriet er ikke hvor meget tro du har eller ikke.

2. Du kan ikke regne med hverken curing eller healing, men healing sker væsentlig oftere.