Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Kirkernes Verdensråd afholder i disse dage (24.-27. jan. 2012) en kristen-muslimsk dialogkonsultation i Beirut, Libanon, omhandlende de kristnes tilstedeværelse i Mellemøsten.

De kristnes tilstedeværelse og udfoldelsesmuligheder er selvsagt forskellige i de forskellige lande i Mellemøsten, spændende fra stor til begrænset udfoldelsesmulighed. Det i denne sammenhæng interessante er, at de unge forsøger at sætte en dagsorden, trods det faktum at de kun udgør et mindretal på konsultationen. Dette forhold bæres frem på baggrund af den rolle, den yngre del af befolkningerne har spillet i det arabiske forår. Det at mange af de unge har taget del i demonstrationerne, lader til at være en stor inspiration, også for de unge deltagere på konsultationen, som kommer fra forskellige lande i Mellemøsten. At de forsøger at sætte en dagsorden, nemlig de unges dagsorden, kan illustreres ud fra følgende eksempler. Første eksempel er, at gruppen af unge under en frokost beklagede sig til arrangørerne over ikke at blive hørt og få tildelt taletid på konsultationens første dag. Andet eksempel fandt sted under en af sessionerne, hvor en ung mand talte om begivenhederne i sit hjemland. På et tidspunkt spørger han ordstyreren, om han kan få et ekstra minut. Inden ordstyreren når at svare, griber en ung kvinde mikrofonen og bryder ordstyreren af med ordene: “Lad ham tale, – vi ønsker at høre, hvad han har at fortælle”. Ordstyreren giver sig. Det tredje og måske mest overraskende indslag kom ligeledes fra to unge mennesker, en mand og en kvinde. De udtrykte åbent og meget klart en kritik af henholdsvis kirkelederne i Egypten og Syrien, for ikke at tale regimet imod. Ydermere anklagede de kirkerne for at være på regimets side, og derved for at skille kirken fra dens medlemmer. Der var ingen kirkeledere fra Egypten tilstede, men en kirkeleder fra Syrien afviste kritikken, hvilket blot gjorde de unge mere oprørte.
Som bekendt findes sandheden ofte et sted mellem to synspunkter. Men der er ingen tvivl om, at ungdommens deltagelse i det arabiske forår, både giver selvtillid og er en inspiration for konsultationens yngre deltagere. De sidder ikke blot stiltiende og lytter til de ældre deltagere. De er ikke bange for at give udtryk for andre synspunkter. De synes at være overbevist om, at de er vidne til historiske forandringer. Mere uformelt giver de udtryk for, at de godt forstår de implikationer, der kan være på spil for kirkelederne, men at lederne skal passe på ikke at forpasse en unik mulighed.

Thorsten Rørbæk
Beirut, Libanon

Det er tidlig morgen i Europaparlamentet i Bruxelles. I den store spisesal er der dækket op med croissanter, hvide duge og nydelige bordkort til de 300 parlamentarikere, embedsmænd, lobbyister og forretningsfolk der summer rundt, småsnakker og langsomt finder deres pladser. Disse forskellige mennesker er samlet for at spise sammen, for at lytte til sang og tale og for at bede sammen. Det er det årlige European Prayer Breakfast, der samler kristne fra nær og fjern i Europa.

Bag European Prayer Breakfast står en gruppe medlemmer af Europaparlamentet og en række enkeltpersoner. I Europaparlamentet findes en andagtsgruppe, hvor parlamentarikere mødes på tværs af partiskel til bøn og bibellæsning en gang om måneden. Men European Prayer Breakfast er en speciel oplevelse, der løber af stabelen een gang om året.

I år er det parlamentets præsident Jerzy Buzek, der skal tale til forsamlingen. Buzek er selv Lutheraner og kommer fra Polen, hvor han tidligere var premierminister.

Er vores kristne arv stadig værdifuld i dag?  spurgte Buzek i sin tale. “I dag oplever vi ikke bare økonomisk krise, men også en åndelig værdikrise,” understregede Buzek. Og ifølge præsidenten er der i den grad behov for de kristne værdier i Europa i dag: Det følger af vores kristne værdisæt, at når vi bliver rige, følger også ansvarlighed. Derfor har vi i Europa i dag ikke bare brug for flere jobs, mente Buzek, men også arbejdsetik. Hvis vi som kristne handler uden kærlighed, så er det blot larm og “rungende malm og klingende bjælde” sagde han og citerede Paulus (1. Kor, 13).  ”Vi må fremme ideen om værdier og derved komme tilbage til vores rødder,” formanede Buzek. ”I dag har vi brug for at forny vores tro og vores kristne værdier.”

Morgenbøn i Europaparlamentet – fællesskab på tværs af partiskel, nationale grænser og kulturer. Og denne “unity in diversity” blev ikke mindre stærk, da alle 300 sammen bad fadervor på deres eget sprog. Man kunne ikke helt abstrahere fra, at man sad i et politisk magcentrum. Men i et lille sekund var der dog en smag af pinse i Europaparlamentet.

Heidi Martinussen

Det var åbningsspørgsmålet da Tunne Kelam, en ældre, gråhåret, rolig herre, der er medlem af Europaparlamentet fra Estland, talte til en flok kirkeligt engagerede mennesker, der en blæsende novemberaften var samlet i en af Europakommissionens bygninger i Bruxelles. Aftenens komsammen var en optakt til det årlige “European Prayer Breakfast,” som hvert år samler 300 embedsmænd, politikere og kirkeligt interesserede fra Bruxelles og resten af Europa til bøn og morgenmad i Europaparlamentet. Men denne aften var der tid til at reflektere over emnet “hvordan kan vi være redskaber for fred?”

“Fred kan kun være forbundet med sandhed,” sagde Tunne Kelam. “Fra sandhed springer også frihed.”

“Og taknemmelighed er vigtig,” fortsatte politikeren. “I dag tager vi demokrati for givet. Vi fokuserer på rettigheder og vi kan ikke bygge vore liv på rettigheder alene. Vi må også tage ansvar som borgere,” sagde Kelam, og ordene klang lidt dybere, når man vidste, at de kom fra en mand, der har levet det meste af sit liv i et land, hvor både frihed og demokrati har været rettigheder, man ikke var født med, men måtte kæmpe for.

“Hver dag spøger spørgsmålet: hvad kan jeg gøre i dag for at gøre mig fortjent til at være her – fortjene at jeg er blevet valgt?” Spurgte Tunne Kelam på sin meget rolige og ydmyge facon. Kelams egen recept er at møde andre mennesker – ligegyldig hvem det er – på en venlig og imødekommende måde. “Det er den eneste måde, hvorpå du kan opnå noget – ikke for dig selv – men for Gud og din næste,” sagde Kelam.

Og det vækker til eftertanke, at i et Europaparlament, som virker meget fjern fra dagligdagen her, og hvor der sidder 736 mennesker, der skal træffe beslutning om rigtig mange områder, der berører den måde vi i Europa arbejder og lever på, er mennesker som Tunne Kelam.

Heidi Martinussen

Det vil være absurd at tale om religionsfrihed eller forfølgelse af kristne på en abstrakt eller neutral måde. Her taler vi jo om virkelige mennesker – sagde Joe Vella Gauci på konferencen “Trosfrihed og den europæiske respons” som Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Grundtvigsk Forum holdt på Vartov den 25. november.

Men, sidder jeg og tænker, hvordan bliver vi konkrete og hvad kan jeg gøre som medlem af folkekirken og som medarbejder i en af kirkens arbejdsgrene?

Naser Khader, der også talte på konferencen, gav nogle klare bud. Vi skal synliggøre det arbejde, kristne i f.eks. Mellemøsten allerede gør for trosfriheden. Og så skal vore politikere ikke være flinke, når de mødes med dikatoterer – men stille klare krav. Religionsfrihed skal være en del af udenrigspolitiken, mener Khader.

Elizabeta Kitanovic fra Konferencen for Europæiske Kirker fortalte på konferencen om de forskellige kanaler, hvor vi som kirker kan gøre opmærksomme på, at kristne og andre religioners ret bliver trådt under fode. For eksempel laver FN hver år en undersøgelse af religionsfrihed, som man kan indsende fakta til. Også i forhold til EU er der muligheder for at bidrage til det politiske arbejde. Men det kræver en koordineret indsats.

Jeg ved, at i folkekirken er der rigtig mange, der bekymrer sig om kristnes situation rundt om i verden – og specielt i disse tider i Mellemøsten. Og der er mange, som har kontakter eller venskabsmenigheder, hvorfra de får bulletiner om, hvordan situationen er. Hvis man nu kunne samle historier og cases, hvor det er muligt, og løfte dem op på det politiske niveau. Så ville vores tale om trosfrihedens vilkår i verden få ansigt og bliver mere konkret.

Heidi Martinussen

Jeg er til møde i Strasbourg med andre kirkefolk i Europa og temaet er menneskerettigheder og trosfrihed.

Skal vi som kristne drive lobbyarbejde overfor politikere for kristnes rettigheder i verden – eller skal vi tale alle religioners sag? Det har været et tilbagevendende spørgsmål i løbet af dagen.

Den anglikanske ærkebiskop afholder hvert år et foredrag om religions- og trosfrihed. I 2011 talte juristen Malcolm Evans og konkluderede:

“Hvad skal kristne gøre for at fremme religions- og trosfrihed? Som troende mennesker er det op til os at kæmpe for andres tro lige så vel som vores egen, og vi skal gøre dette baseret på vores opfattelse af, at religions- og trosfrihed er for alle. For hvis religiøse troende ikke vil forsvare andres tro, hvorfor skulle nogen som helst andre så gøre det?”

Evans konklusion er tankevækkende – og nogle af de samme tanker blev bragt på banen tidligere på dagen, hvor Fader Gabriel Nissim – som selv er kristen og engageret i Europarådets menneskerettighedsarbejde – sagde:

“Som kirker kræver vi ikke at blive tjent men at tjene samfundets fælles bedste … Vi er Jesu disciple og han sagde, at han ikke er kommet for at lade sig tjene men for selv at tjene … vi skal være fortalere for alles frihed til at tro … tro og religion er, ifølge Bibelen, dybt rodfæstet i kærlighed til og for Gud. Og der er ingen kærlighed uden frihed. Så vi skal altid være fortalere for frihed til at tænke og for samvittighedsfrihed for alle.”

Med disse ord blev vi i publikum både udfordret og opfordret til at arbejde med menneskerettigheder og for trosfrihed i bredeste forstand.

Hvordan vi skal gøre dette som kirker, er så det næste store spørgsmål - kan vi engagere os mere i Konferencen for Europæiske Kirkers fortalerarbejde? Kan vi samle de mange gode tiltag i Danmark, der allerede sker i stift og sogn, hvor man bekymrer sig om trosfrihedens vilkår i verden og gøre opmærksomme på dem i forhold til Europarådet? Det er nogle af spørgsmålene, Folkekirkens mellemkirkelige Råd vil arbejde med i forbindelse med projektet www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk

Heidi Paakjær Martinussen

Heidi Martinussen skriver fra Strasbourg

Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), som Folkekirken er medlem af, er ved at udarbejde en træningsmanual om menneskerettigheder og religions- og trosfrihed, som kirkerne kan bruge til kurser og konferencer rundt omkring i Europa.

Jeg er i Strasbourg til det årlige møde i KEK  for medarbejdere i europæiske kirker, der arbejder med kirke og samfundsspørgsmål. Her bliver vi præsenteret for et spændende nyt projekt: KEK har produceret en samling af artikler – en human rights manual – med indføring i, hvordan de europæiske institutioner arbejder med menneskerettigheder, hvad kirkerne i Europa gør og hvad det teologiske grundlag for at arbejde med menneskerettigheder er.

Det er et inspirerende arbejde, der følges op af værktøjer tilgængelige on-line, som kan hjælpe kirker nationalt og lokalt med at få mere viden om menneskerettigheder og trosfrihed, at arrangere work-shops og kurser om emnet og måske udvikle ideer til, hvordan man kan engagere sig i disse spørsmål i samfundet.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference den 25. november på Vartov om trosfrihed – her kan du bl.a. møde Elizabeta Kitanovic, som har været med til at udvikle KEKs trænsingsmanual. Se mere på www.interchurch.dk

Læs meget mere om KEKs arbejde med menneskerettigheder på:

http://csc.ceceurope.org/issues/human-rights/human-rights-training/

Frederiksberg den 11. december 2009

Pressemeddelelse

På Folkekirkens mellemkirkelige Råds møde den 9. december, 2009 vedtog Rådet at melde folkekirken ind i Porvoo Fællesskabet.

Porvoo Fællesskabet er et praktisk arbejdsfællesskab mellem anglikanske og lutherske kirker i Norden, Storbritannien, Irland og Baltikum. De øvrige nordiske kirker har været med siden fællesskabets start i 1996, mens Danmark hidtil blot har været observatør.

”Som observatører har vi fået rigtig meget tilbage til folkekirken og er blevet inspireret i praktisk kirkelige spørgsmål om diakoni, mission, interreligiøs dialog og meget mere,” siger Paul Verner Skærved, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

”Derfor var det også naturligt, at Rådet tog beslutning om at blive fuldgyldigt medlem af Porvoo Fællesskabet. Vi ved, at de anglikanske kirker er interesseret i at have folkekirken med i fællesskabet, da man føler en tæt tilknytning historisk og kirkeligt til folkekirken. Danmark kan også bidrage med en uformel og demokratisk kultur og struktur og en lang tradition indenfor praktisk kirkeligt socialt arbejde,” siger Skærved.

De enkelte kirkers bidrag og det praktiske fællesskab er blandt hjørnestene i Porvoo samarbejdet. Fællesskabet har bl.a. til formål at “dele et fælles liv i mission og tjeneste, at bede for og med hinanden og at dele ressourcer.” (se www.porvoochurches.com)

I praksis betyder indtrædelsen i Porvoo Fællesskabet også, at præster, der er ordineret i folkekirken kan få embede i andre kirker i Porvoo Fællesskabet, og at danske præster, der gør tjeneste i lande, hvor der er medlemmer af Porvoo Fællesskabet naturligt bliver inddraget i et kollegialt præstefællesskab, hvor de bor og virker.

Folkekirken valgte i 1995 ikke at indtræde i Porvoo Fællesskabet. De anglikanske kirker har dog siden bevæget sig meget, bl.a. hvad angår anerkendelse af kvindelige biskopper. Folkekirkens mellemkirkelige Råd vurderer derfor, at de reservationer, som i 1995 umuliggjorde folkekirkens deltagelse i Porvoo Fællesskabet, ikke længere er relevante.

Rådets beslutning om at indtræde i Porvoo Fællesskabet kommer efter, at de danske biskopper har tilkendegivet, at der ikke er læremæssige hindringer for et medlemskab. På den baggrund konkluderede Rådet derfor, at folkekirken kan indtræde som fuldgyldigt medlem af Porvoo Fællesskabet. Tiltrædelsen sker ved en “signaturforklaring”, som præciserer på hvilke vilkår folkekirken deltager. Signaturforklaringen kan se så www.interchurch.dk/internationale-org/porvoo.

For yderligere kommentarer kan følgende kontaktes:

Formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd Paul Verner Skærved tlf.: 62 21 09 46.

Biskop og medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd Kresten Drejergaard på tlf.: 4026 3024

Få mere information om Porvoo Fællesskabet på http://www.interchurch.dk/internationale-org/porvoo/

Eller kontakt Folkekirkens mellemkirkelige Råds sekretariat tlf.: 33 11 44 88

——————————————————————————————————

Folkekirkens mellemkirkelige Råd er et valgt organ med en repræsentant fra hvert af Danmarks stifter samt to biskopper. Rådet tager stilling til folkekirkens medlemskab af nationale og internationale kirkelige organisationer og følger arbejdet i organisationerne.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd har lanceret deres nye hjemmeside som en del af det splinterny folkekirken.dk.

”Folkekirkens mellemkirkelige Råd er en del af folkekirken. Det vil vi gerne markere ved et tættere samarbejde med folkekirkens online platform,” siger sekretariatsleder i Folkekirkens mellemkirkelige Råd Jørgen Skov Sørensen.

”Vi håber, vores nye hjemmeside vil være til inspiration for stifternes mellemkirkelige arbejde og ser frem til at servicere folkekirkens forskellige arbejdsgrene med materialer, kontakter og nyheder i fremtiden. Vores nye hjemmeside er et vigtigt redskab i dette arbejde, ” siger sekretariatslederen.

Hjemmesiden indeholder materialer og inspiration til præster og lægfolk om folkekirkens mellemkirkelige engagement. Man kan finde nyheder fra ind- og udland, sidste nyt om relevante udgivelser og undervisningsmaterialer til download til brug i konfirmandundervisningen.

Se den nye hjemmeside på www.interchurch.dk