“I er nutiden og fremtiden”

Blog fra Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling, den 20.-27, juli, i Stuttgart

“You are the present and the future (I er nutiden og fremtiden).” Sådan indledte Biskop Zephania Kameeta fra Namibia, medlem af Det lutherske Verdensforbunds (LVF) internationale bestyrelse, sin ’Key note adress’ på denne generalforsamlings formøde for unge.

Forud for LVFs generalforsamling blev et møde for alle ungdomsdelegater afholdt. Formålet for ungdomskonferencen er at forberede deltagerne til LVFs generalforsamling, og et konkret resultat heraf blev ungdomskonferencens ´Message´ til generalforsamlingen.

Igennem en to dages lang proces på ungdomskonferencen blev tre fokusområder udvalgt, som de vigtigste emner, som LVF ønskes at beskæftige sig med i fremtiden:

1. Sustainability

2. Gender justice

3. The role of the youth in enhancing the visibility of the LWF

‘Sharing’

Det førstnævnte punkt, bæredygtighed, kan ses som en sammenfatning af begrebet ‘sharing’ som blev et gennemgående emne for hele ungdomskonferencen, idet flere taler, uafhængigt af hinanden, centrerede omkring dette emne. Biskop Zephania Kameetas afgørende budskab var hans forståelse af bespisningen af de fem tusinde. Kameeta betonede, at denne histories mirakel ikke består i, at de fem brød og to fisk blev til mange kurvefulde brød og fisk. Miraklet bestod derimod i, at den store gruppe af mennesker delte den mad der var. ”It is in sharing there is life” var Kameetas afsluttende bemærkning.

LVFs kommende generalsekretær Martin Junge understregede også vigtigheden af, at mennesket lærer at give slip på det, som mennesket mener at være i besiddelse af. Vi skal lære at dele de ressourcer denne verden består af. Netop dette er afgørende i spørgsmålet om bæredygtighed.

Ligestilling

LVF består globalt af 145 lutherske kirker, som arbejder under meget forskellige vilkår. Ligestilling mellem mænd og kvinder er et emne, som øjensynligt møder større udfordringer i andre lande end Danmark. Derfor kan LVF også ses som et fællesskab, hvor der ydes støtte til de områder, der møder særligt store udfordringer på dette område.

Synlighed

Ungdomskonferencen ønsker at arbejde med LVFs synlighed i de enkelte menigheder verden over, særligt blandt unge. Ved at skabe opmærksomhed omkring LVFs tilstedeværelse samt omfattende udviklingsarbejde verden over (via World Service og Department of Mission and Development) kan vi samles i et fælles ønske om at hjælpe folk til at hjælpe sig selv.

Af Merete Juel Jensen

Kommentarer er lukket.