Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Det er tidlig morgen i Europaparlamentet i Bruxelles. I den store spisesal er der dækket op med croissanter, hvide duge og nydelige bordkort til de 300 parlamentarikere, embedsmænd, lobbyister og forretningsfolk der summer rundt, småsnakker og langsomt finder deres pladser. Disse forskellige mennesker er samlet for at spise sammen, for at lytte til sang og tale og for at bede sammen. Det er det årlige European Prayer Breakfast, der samler kristne fra nær og fjern i Europa.

Bag European Prayer Breakfast står en gruppe medlemmer af Europaparlamentet og en række enkeltpersoner. I Europaparlamentet findes en andagtsgruppe, hvor parlamentarikere mødes på tværs af partiskel til bøn og bibellæsning en gang om måneden. Men European Prayer Breakfast er en speciel oplevelse, der løber af stabelen een gang om året.

I år er det parlamentets præsident Jerzy Buzek, der skal tale til forsamlingen. Buzek er selv Lutheraner og kommer fra Polen, hvor han tidligere var premierminister.

Er vores kristne arv stadig værdifuld i dag?  spurgte Buzek i sin tale. “I dag oplever vi ikke bare økonomisk krise, men også en åndelig værdikrise,” understregede Buzek. Og ifølge præsidenten er der i den grad behov for de kristne værdier i Europa i dag: Det følger af vores kristne værdisæt, at når vi bliver rige, følger også ansvarlighed. Derfor har vi i Europa i dag ikke bare brug for flere jobs, mente Buzek, men også arbejdsetik. Hvis vi som kristne handler uden kærlighed, så er det blot larm og “rungende malm og klingende bjælde” sagde han og citerede Paulus (1. Kor, 13).  ”Vi må fremme ideen om værdier og derved komme tilbage til vores rødder,” formanede Buzek. ”I dag har vi brug for at forny vores tro og vores kristne værdier.”

Morgenbøn i Europaparlamentet – fællesskab på tværs af partiskel, nationale grænser og kulturer. Og denne “unity in diversity” blev ikke mindre stærk, da alle 300 sammen bad fadervor på deres eget sprog. Man kunne ikke helt abstrahere fra, at man sad i et politisk magcentrum. Men i et lille sekund var der dog en smag af pinse i Europaparlamentet.

Heidi Martinussen

Det var åbningsspørgsmålet da Tunne Kelam, en ældre, gråhåret, rolig herre, der er medlem af Europaparlamentet fra Estland, talte til en flok kirkeligt engagerede mennesker, der en blæsende novemberaften var samlet i en af Europakommissionens bygninger i Bruxelles. Aftenens komsammen var en optakt til det årlige “European Prayer Breakfast,” som hvert år samler 300 embedsmænd, politikere og kirkeligt interesserede fra Bruxelles og resten af Europa til bøn og morgenmad i Europaparlamentet. Men denne aften var der tid til at reflektere over emnet “hvordan kan vi være redskaber for fred?”

“Fred kan kun være forbundet med sandhed,” sagde Tunne Kelam. “Fra sandhed springer også frihed.”

“Og taknemmelighed er vigtig,” fortsatte politikeren. “I dag tager vi demokrati for givet. Vi fokuserer på rettigheder og vi kan ikke bygge vore liv på rettigheder alene. Vi må også tage ansvar som borgere,” sagde Kelam, og ordene klang lidt dybere, når man vidste, at de kom fra en mand, der har levet det meste af sit liv i et land, hvor både frihed og demokrati har været rettigheder, man ikke var født med, men måtte kæmpe for.

“Hver dag spøger spørgsmålet: hvad kan jeg gøre i dag for at gøre mig fortjent til at være her – fortjene at jeg er blevet valgt?” Spurgte Tunne Kelam på sin meget rolige og ydmyge facon. Kelams egen recept er at møde andre mennesker – ligegyldig hvem det er – på en venlig og imødekommende måde. “Det er den eneste måde, hvorpå du kan opnå noget – ikke for dig selv – men for Gud og din næste,” sagde Kelam.

Og det vækker til eftertanke, at i et Europaparlament, som virker meget fjern fra dagligdagen her, og hvor der sidder 736 mennesker, der skal træffe beslutning om rigtig mange områder, der berører den måde vi i Europa arbejder og lever på, er mennesker som Tunne Kelam.

Heidi Martinussen

Det vil være absurd at tale om religionsfrihed eller forfølgelse af kristne på en abstrakt eller neutral måde. Her taler vi jo om virkelige mennesker – sagde Joe Vella Gauci på konferencen “Trosfrihed og den europæiske respons” som Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Grundtvigsk Forum holdt på Vartov den 25. november.

Men, sidder jeg og tænker, hvordan bliver vi konkrete og hvad kan jeg gøre som medlem af folkekirken og som medarbejder i en af kirkens arbejdsgrene?

Naser Khader, der også talte på konferencen, gav nogle klare bud. Vi skal synliggøre det arbejde, kristne i f.eks. Mellemøsten allerede gør for trosfriheden. Og så skal vore politikere ikke være flinke, når de mødes med dikatoterer – men stille klare krav. Religionsfrihed skal være en del af udenrigspolitiken, mener Khader.

Elizabeta Kitanovic fra Konferencen for Europæiske Kirker fortalte på konferencen om de forskellige kanaler, hvor vi som kirker kan gøre opmærksomme på, at kristne og andre religioners ret bliver trådt under fode. For eksempel laver FN hver år en undersøgelse af religionsfrihed, som man kan indsende fakta til. Også i forhold til EU er der muligheder for at bidrage til det politiske arbejde. Men det kræver en koordineret indsats.

Jeg ved, at i folkekirken er der rigtig mange, der bekymrer sig om kristnes situation rundt om i verden – og specielt i disse tider i Mellemøsten. Og der er mange, som har kontakter eller venskabsmenigheder, hvorfra de får bulletiner om, hvordan situationen er. Hvis man nu kunne samle historier og cases, hvor det er muligt, og løfte dem op på det politiske niveau. Så ville vores tale om trosfrihedens vilkår i verden få ansigt og bliver mere konkret.

Heidi Martinussen

Jeg er til møde i Strasbourg med andre kirkefolk i Europa og temaet er menneskerettigheder og trosfrihed.

Skal vi som kristne drive lobbyarbejde overfor politikere for kristnes rettigheder i verden – eller skal vi tale alle religioners sag? Det har været et tilbagevendende spørgsmål i løbet af dagen.

Den anglikanske ærkebiskop afholder hvert år et foredrag om religions- og trosfrihed. I 2011 talte juristen Malcolm Evans og konkluderede:

“Hvad skal kristne gøre for at fremme religions- og trosfrihed? Som troende mennesker er det op til os at kæmpe for andres tro lige så vel som vores egen, og vi skal gøre dette baseret på vores opfattelse af, at religions- og trosfrihed er for alle. For hvis religiøse troende ikke vil forsvare andres tro, hvorfor skulle nogen som helst andre så gøre det?”

Evans konklusion er tankevækkende – og nogle af de samme tanker blev bragt på banen tidligere på dagen, hvor Fader Gabriel Nissim – som selv er kristen og engageret i Europarådets menneskerettighedsarbejde – sagde:

“Som kirker kræver vi ikke at blive tjent men at tjene samfundets fælles bedste … Vi er Jesu disciple og han sagde, at han ikke er kommet for at lade sig tjene men for selv at tjene … vi skal være fortalere for alles frihed til at tro … tro og religion er, ifølge Bibelen, dybt rodfæstet i kærlighed til og for Gud. Og der er ingen kærlighed uden frihed. Så vi skal altid være fortalere for frihed til at tænke og for samvittighedsfrihed for alle.”

Med disse ord blev vi i publikum både udfordret og opfordret til at arbejde med menneskerettigheder og for trosfrihed i bredeste forstand.

Hvordan vi skal gøre dette som kirker, er så det næste store spørgsmål - kan vi engagere os mere i Konferencen for Europæiske Kirkers fortalerarbejde? Kan vi samle de mange gode tiltag i Danmark, der allerede sker i stift og sogn, hvor man bekymrer sig om trosfrihedens vilkår i verden og gøre opmærksomme på dem i forhold til Europarådet? Det er nogle af spørgsmålene, Folkekirkens mellemkirkelige Råd vil arbejde med i forbindelse med projektet www.trosfrihed-forfulgtekristne.dk

Heidi Paakjær Martinussen

Heidi Martinussen skriver fra Strasbourg

Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), som Folkekirken er medlem af, er ved at udarbejde en træningsmanual om menneskerettigheder og religions- og trosfrihed, som kirkerne kan bruge til kurser og konferencer rundt omkring i Europa.

Jeg er i Strasbourg til det årlige møde i KEK  for medarbejdere i europæiske kirker, der arbejder med kirke og samfundsspørgsmål. Her bliver vi præsenteret for et spændende nyt projekt: KEK har produceret en samling af artikler – en human rights manual – med indføring i, hvordan de europæiske institutioner arbejder med menneskerettigheder, hvad kirkerne i Europa gør og hvad det teologiske grundlag for at arbejde med menneskerettigheder er.

Det er et inspirerende arbejde, der følges op af værktøjer tilgængelige on-line, som kan hjælpe kirker nationalt og lokalt med at få mere viden om menneskerettigheder og trosfrihed, at arrangere work-shops og kurser om emnet og måske udvikle ideer til, hvordan man kan engagere sig i disse spørsmål i samfundet.

Folkekirkens mellemkirkelige Råd holder konference den 25. november på Vartov om trosfrihed – her kan du bl.a. møde Elizabeta Kitanovic, som har været med til at udvikle KEKs trænsingsmanual. Se mere på www.interchurch.dk

Læs meget mere om KEKs arbejde med menneskerettigheder på:

http://csc.ceceurope.org/issues/human-rights/human-rights-training/